Udstedet Narsaq fungerede som handelsplads under kolonien Julianehåb (i dag Qaqortoq), d.v.s. afkøbte fangerne deres produkter, især spæk og skind og solgte europæiske varer til dem, især kaffe, sukker, brød og gryn.
Fangerne boede spredt på mindre pladser for ligeledes at sprede fangstområderne og sikre den enkelte størst mulige fangst "opland". Selve fangsten foregik i en fast årlig turnus, der omkring år 1910 i store træk så således ud:
Januar til marts: Fangst af netsidesæler; mindre fangst af grønlands- og remmesæler. Mange lomvier; fra februar hellefisk og hajer. April til august: Klapmyds og netsider. En del edderfugle. Mindre godt fiskeri, men mange angmassetter. Om sommeren - efter angammassettiden, d.v.s. hen i juni - flyttede man ud til fangstpladser ved yderkysten for at drive fangst på de store trækkende sæler: Klapmyds og sortesider, hvis skind var de bedste til kajak og konebådsbetræk. Kødet fra disse store sæler blev tørret til vinterproviant og spækket samlet i "spækposer" lavet af en "rundrenset" sæl (altså ikke opskåret. Selve sælens skind blev således en pose). September til december: Efter hjemskomsten fra fangstøerne indsamles hø og brændsel. Megen fiskeri af hellefisk og torsk. Ræve-, rype-, hare-, og lomviefangst. Fangst af småsæler.
I sommermånederne, når alle flyttede ud til yderøerne på fangst, var bopladserne næsten mennesketomme. Kun de ældre og enkerne blev tilbage. Det var deres pligt at tørre angmassetterne til vinteren. Af og til kom så kajakker fra fangspladsen ind til dem med frisk kød og spæk.
Selve udstedet Narsaq omtales helt fra anlæggelsen som lidt af en "bondeidyl" og ikke uden grund. Der har været holdt køer, får og høns - til eget forbrug og til videresalg. Lidt havebrug har der også været, især med kartofler og majroer/hvidroer.
I Narsaq blev oprettet et fiskehus til behandling fisken i 1914, der lå, hvor det nuværende elværk ligger. Først indhandlede man hellefisk, senere gik man over til torskeindhanling. Fisken blev renset og nedsaltet i tønder til eksport.
Af denne grund begyndte folk at flytte til Narsaq fra de omrkingliggende bopladser. Indtil begyndelsen af dette århundrede boede færre end 100 mennesker på stedet (1855: 18 i byen, 73 i alt på bopladserne; 1870: 25 i byen; 1894:83; 1919; 162), men omkring 1930 var antallet vokset til ca. 300.
I 1950´erne vokser byen hastigt: I 1952/53 anlægges den første moderne reje- og fiskefabrik i Sydgrønland i Narsaq. I tilknytning hertil blev indrettet et lammeslagteri. Folk søgte derfor til byen af hensyn til beskæftigelsen, ligesom de sidste bopladser nedlagt for at sikre fabrikken arbejdskraft.
Elværk og vandværk opføres i forbindelse med fabrikkens drift. Børnehave og skole kommer til. Der opføres nye boliger til de mange tilflyttere, og også dette giver arbejde - især for tilflyttede håndværkere - hele dén udvikling, som er en del af det moderne Grønlands historie.
Kirken, der er opført 1926-27 af tømrermester Pavia Høegh, Qaqortoq (Julianehåb), efter egen tegning. Udvidet i 1981. Kirkegården blev oprettet på stedet omkring 1833. Oprindeligt blev muren omkring sat af sten fra den nordboruin, der lå på stedet. Den nuværende mur er sat i 1953.
De stenbyggede huse, bl.a. det nuværende turistkontor fra 1930.
Den tidligere udstedsbestyrerbolig (i dag lægebolig, byens eneste hus med mansardtag) opført af Pavia Høegh i 1936.
Forskellige bygninger i byen til sociale og administrative formål viser i sig selv byens udviklingshistorie. Prøv således at se på: Den nuværende politistation, der fungerede som kæmnerkontor (=komunekontor) fra 1961, indtil det i 1975 blev afløst af det nuværende.
Skolebygningerne: Oprindeligt foregik undervisningen i skolekapellet, der i 1920 blev flyttet til sin nuværende placering. I 1954 opføres den første moderne skole (B-146), der i dag er kontor for NIS-projektet (der er et beskæftigelsesprojekt for unge). I 1961 suppleres den med to skolebarakker (B-265 og B-266) der lægges ved siden af denne. Disse benyttes som værksteder for NIS-projektet. I 1967 bygges den nuværende skole, som senere er blevet yderligere udvidet.
I 1782 nedsatte den norskfødte købmand Anders Olsen (d. 1786 sig her som kvægholder sammen med sin grønlandske hustru Tuperna (d. 1789) og deres børn. Hans efterkommere, der tog navnet Egede, fortsatte med kvægavl ved siden af fangst og fiskeri, der i dette århundrede blev udvidet med fåreavl, som i dag er det vigtigste erhverv i bygden.
Tilbage fra Anders Olsens tid byggede man i Igaliku af sten fra nordboruinerne.
I Tasiusaq vedr. Ndr. Sermilik-fjorden driver en gren af familien Frederiksen ligeledes fårehold.