En registrering betyder ikke nødvendigvis at anlægget er arkæologisk undersøgt, men blot at det er kendt.
Arbejdet med registrering pågår løbende. Enhver oplysning om hidtil uregistrede anlæg bør derfor indberettes til det lokale museum.
De eskimoiske ruiner, der er fundet i Narsaq kommune dateres til mellem midten af 1300-tallet og slutningen af 1700-tallet og grupperes efter deres type: Enkelthuse: 1350-1650-tallet, fælleshuse: 1600-1700. Herefter bliver husene mindre, men beholder fælleshusenes rektangulære form.
Der er måske fundet enkelte spor efter de forhistoriske (palæoeskimoiske) eskimokulturer i Narsaq kommune, men disse er endnu ikke udforskede.
Der er kun foretaget få eskimoarkæologiske undersøgelser i Narsaq kommune. Blandt de vigtigste ruiner, der er udgravet, er anlæggene på øerne Tugtutoq og Illutalik. Disse er til gengæld blandt de største og allerfineste eksempler på grønlandsk neoeskimokultur og dertil repræsentative for de forskellige anlægstyper.
Dele af anlægget blev udgravet i 1934 under ledelse af arkæolog og antropolog Therkel Mathiassen.
Den centrale beboelseområde består af 24 vinterhuse, 1-2 teltfundamenter og en del forrådskamre/kødgrave. Omkring dette er yderligere teltfundamenter,forrådskamre, grave og to rækker hoppesten "nangisset"
Vinterhusene har ikke været beboet samtidig:
Den ældste bebyggelse har været brugt fra ca. 1350 indtil ca. 1650. Husene er små og runde med tykke mure af tørv og sten og en dyb, flisebelagt husgang - oftest med en lille udbygning på siden, der har tjent som køkkenrum. Madlavningen her er foregået med brændsel af enten spæk eller ben. Disse små huse kan være bygget sammen to eller tre.
Denne type bebyggelse hører til den eskimokultur, der kaldes "Inugsuk-kultur", en videreudvikling af "Thulekulturen". Begge beskrives her i udstillingen.
Blandt forrådskamrene, der hører til den tidlige bebyggelse, er et usædvanligt langt - 9 meter -, kantet med og dækket af sten. Det tolkes som opbevaringssted for hele sæler.
De rektangulære eller trapetzformede huse er fra mellem 16 -og 1700-tallet. Det yngste, store og rektangulære hus fra omkring 1800 er placeret østligst i anlægget.
Disse lang- eller fælleshuse er bygget på samme måde som de tidligere med husgang og flisebelagt gulv, der har gået et stykke ind under briksen på bagsiden af huset. I den forreste del af huset har været små vinduesnicher.
Teltfundamenterne ligger ved selve bebyggelsen og på ydersiderne af halvøen ned mod vandet. De er solidt og omhyggeligt bygget, og er sikkert blevet brugt år efter år.
Antagelig har beboelsens indbyggere foretrukket at bo "udendørs" om sommeren og nær fjorden med de gode muligheder for sælfangst.
Eskimoarkæologiske undersøgelser er fortrinsvis foretaget af Therkel Mathiassen (1892-1967) i 1934, medens der fra slutningen af 1970'erne har været en del rekoncering uden egentlige udgravninger. Dette hænger sammen med de store økonomiske udgifter forbundet med en arkæologisk arbejde snarere end en mangel på interesse.
De kommer til Grønland omkring år 900 og breder sig i løbet af de næste 200-300 år til store dele af Nordgrønland, Vestgrønland og Nordøstgrønland.
Thule-folket lever af (det isdækkede) hav, og hele kulturen er derfor indrettet på denne livsførelse.
Deres vigtigste fangstdyr var havpattedyr: Sæler, hvalrosser og hvaler, især den 70 - 100 tons tunge grønlandshval - men også rener, moskusokser, fugle og fisk har de jaget.
Deres jagt foregik fra isen eller fra kajak og umiaq ("konebåd")og de har haft gode transportmuligheder ved brugen af hundeslæder.
Deres redskaber var store og kraftige i forhold til de tidligere eskimokulture, hvilket netop var fordi de jagede så store dyr. De udviklede således den stærke, flerledede harpun, så den passede endnu bedre til fangst på havet.
Deres redskaber fremstillede de af sten, ben og tand, ligesom de tidligere eksimofolk, men fandt de også frem til andre materialer, således brugte de i stedet for flintsten flade skifersten, der kan blive meget skarpe, men dog knækker let. Vigtigere var måske at de fandt på at bruge jern, som de hamrede (kolde) ud af nedfaldne meteorer.
Thulekulturens huse var runde, kantede eller kløverbladsformede med vægge af sten og græstørv og tag af hvalknogler, drivtræ eller flade sten. De har en smal, forsænket husgang, der fører ind i huset, hvis bagside er optaget af en forhøjet briks, hvor sengeskindene har været anbragt. For enderne af denne er små sidebrikse, hvor Thulefolkets store halvmåneformede spæklampe til opvarmning, lys og madlavning har stået.
Efterhånden som folket spreder sig ned langs Grønlands vestkyst enten for at følge deres fangstdyr, eller fordi de blev for mange i det oprindelige område, så ændres og udvikles kulturen efter naturforholdene, dér hvor man kommer frem. Man kalder derfor denne videreudviklede Thulekultur ved et nyt navn: Inugsuk-kultur (efter det sted i Diskobugtområdet den først blev fundet).
Inugsuk-kulturen er som Thulekulturen en havkultur der ernærer sig ved fangst af sødyr, men den er tilpasset det åbne vand.
Det er derfor også inugsuk-folket, som forfiner kajakken til fuldkommenhed og tilpasser fangstredskaber og klædedragt til kajakken.
Iført en vandtæt skindanorak, hvis nederste kant snøres tæt om kajakringen, og kajakstolen, hvorpå den sammenrullede fangstline kunne anbringes uden at blive bragt i uorden af bølgeslag, kunne Inugsukfolket drive kajakfangst i uroligt farvand og blev dermed mindre afhængig af isfangsten. De kunne derfor klare at bosætte sig i egne med åbent vand om vinteren og kom derfor helt ned til det sydligste Grønland.Herfra fortsatte de deres vandring op langs Grønlands østkyst.
Inugssuk-kulturens huse minder om Thulekulturens: De er runde eller afrundede med forsænket husgang og briks ved bagvæggen; undertiden er to eller tre huse bygget sammen med fælles husgang. Et nyt træk er, at der ofte i en lille udbygning på husgangen er et køkken, hvor man har haft bål, oftest af knogler og spæk.
Disse huse bebos om vinteren. Om foråret rykker man ud til fangstpladserne ved yderkysten i telte. Disse telte var af sælskind, hvor det inderste var behåret med hårlaget vendt indaf. Yderskindet var afhåret og vandtæt. Teltets skelet bestod af en forramme, hvorpå var anbragt lange stænger, hvis anden ende hvilede på jorden. Teltet blev således lavloftet bagtil. Fortil var et dørforhæng, der bestod af sammensyede tarmskind, hvorigennem lyset kunne trænge ind i teltet. Teltels kant fæstes mod jorden med flade sten, og det er denne kantning der i dag ses som "teltringe".
Sent på efteråret flytter man i hus igen, hvor man lægger nyt tag på huset, idet man ved udflytningen om foråret fjerner taget for at huset kan blive renset ud i sommerens løb efter vinterens brug.
Omkring bopladserne findes gravene: Svære stenkister dækket med en større bunke sten, så der dannes en lille høj.
Inugssuk kulturen ændres gradvist.
I 1300 -til 1500-årene kommer de frem til nordboernes bosætttelser: Vesterbygden i Nuuk-området og Østerbygden i Narsaq/Qaqortoq/Nanortalik-området; her møder de en fremmet levevis. Om den noget usikrebetydning af dette kulturmøde - se senere.
I 1600-tallet får de forbindelse med hvalfangere, der drev fangst i Davis-strædet. Disse bringer jernknive, glasperler, kridtpiber og andre ting af europæisk oprindelse med sig.
Samtidig ændres Inugsuk-kulturens vinterhustype fra enfamiliehusene til fælleshuse/langhuse af anseelig størrelse, hvor flere familier kunne bo sammen. Fra den smalle husgang kommer man nu ind i et stort rum, hvis bagvæg og sider beherskes af brikse. Ved hovedbriksen inddeles med skindstrimler i familiebåse og foran hver bås står på en stenplatform familiens spæklampe. Over disse hang stengryderne ned fra tørrehækkene.
Årsagen til denne ændring er stadig omdiskuteret. Nogle mener, at man byggede store rektangulære huse under indflydelse af nordboernes byggestil - senere af hvalfangernes ditto. Andre mener, at disse huse blev bygget, fordi man fik lettere adgang til drivtømmer.Andre igen betragter langhusenes funktion og kæder fremkomsten af dem sammen med en klimaændring, idet det er konstateret, at det blev koldere i Grønland i 1600-tallet, hvilket falder sammen med langhusenes fremkomst 1650-1700. Husformerne ændres således i takt med, at denne får betydning for erhvevsmønstret lands kysten. Klimaændringer medfører ændringer i fangstmønstret og de sociale forhold gennem fordelingen af fangsten og dermed også i måderne folk slutter sig sammen på. Samtidig bliver det nødvendigt af reparere kajakken indendørs om vinteren, hvortil enkelthusene er for små. Klimaændringen og de koldere temperaturer bruges også som begrundelse for, at det blev nødvendigt at rykkede sammen simpelthen for bedre at kunne holde varmen. Andre afviser disse forklaringer og påpeger i stedet, at langhuset ikke geografisk udbredes som tidligere antaget.
Det grønlandske tørvemurshus, som det kendes fra dette og det forrige århundrede, er en videreudvikling af fælleshuset. Det bliver mindre med tiden, får træbeklædning inderst og bebos efterhånden af kernefamilier, evt. udvidet med ældre slægtninge.
Lys- og opvarmningskilder ændres også: Der kommer jernovn og lamper med forskellige brændselskilder.
Og hele indretningen ændres i takt med hele ændringen af den grønlandske kultur.
Man har tidligere forbundet nordboernes forsvinden med voldelige overfald af eskimoer, men dette kan nu afvises. Nordboerne er ikke forsvundet, fordi eskimoerne udryddede dem. Der må andre og mindre enkle forklaringer til - se nordboafsnittet i denne udstilling.
Oprindeligt blev ideen om kontakt og konkurance mellem eskimoer og nordboer afvist ud fra deres forskellige steder at bosætte sig på: Nordboerne levede som bønder inderst i fjordene, og eskimoerne bosatte sig halvvejs ude af den, men ikke helt ude ved kysten.
Men man ved nu - som det fortælles i nordboafsnittet - at også nogle af nordboerne ernærede sig ved jagt og fangst, og derfor også måtte bosætte sig halvvejs ude af fjordene.