De norrøne Grønlændere i Narsaq Kommune

Nordboerne var de første europæere i Grønland. De kom fra Island i slutningen af 900-årene og bosatte sig efterfølgende på tre områder langs den grønlandske vestkyst: Østerbygden (Sydgrønland), Mellembygden (Paamiut-området) og Vesterbygden (Nuuk-området). Nordbosamfundet i Grønland eksisterede hele middelalderen igennem, men forsvandt endelig i midten af 1400-tallet af ukendte årsager.

NORDBOERNES LIV: HVORDAN VAR DET ?

Nordboerne udgjorde ikke én ligestillet gruppe, men var tværtimod et stærkt lagdelt samfund, hvis sociale struktur afspejler sig i de ruiner, vi ser i dag:

I bunden af fjordene på store græsklædte sletter boede storbønderne med familie, folk og mange dyr.

I indlandet, hvor der var mindre jord til rådighed, boede småbønderne, som også måtte ernære sig ved jagt.

Helt ude ved den klippefyldte kyst var de småbønder, hvis væsentligste ernæringskilde var fangst og fiskeri i havet.

Storbøndernes boligtyper var de store gårdanlæg spredt over et større område. De havde stor bolig – langhuset – med mange rum; desuden store stalde til forskellige husdyr med tilhørende plads til foder, hertil forrådskamre og andre oplagringspladser. Også kirker kunne høre til disse.

Småbøndernes boliger var koncentrerede (= centraliserede) med stald, bolig og forrådsrum bygget sammen.

Gårdene er bygget af tørv og sten; beboelsesrummene ofte beklæde med brædder inderst. Udhusene bygges med sten – iblandet med tørv alt efter behovet for varme: Kostaldene bygges med tyk tørvemur; forrådskamre ofte kun af sten.

Tidligere betragtede man langhus-boligtypen som ældre og den centraliserede gård som yngre. I denne tolkning var den centraliserede gård et resultat af et koldere klima, hvor det blev nødvendigt at rykke sammen for at holde varmen. I dag betragtes gårdtyperne som socialt betingede. Langhuse kan dog blive “centraliserede” (og nogle af de omkringliggende bygninger opgivet), og dette må være et resultat af en klimaforværring.

GÅRDMANDSLIV I MIDDELALDERENS GRØNLAND

Nordboerne var i bund og grund bønder, og dét var den livsførelse, de med megen møje og strengt arbejde søgte at overføre fra Island til Grønland.

De, der boede på de frodige og rummelige sletter inderst i fjordene, har ved græsning og høslæt kunnet holde liv i en større kvægbesætning og en mindre besætning af får og geder.

Hårdt har det været: Til at ernære 1 ko behøvedes lidt mere end 4 tons hø pr. år, og omkring 200 dage om året måtte de holdes på stald. En mellemstor gård med f.eks. 15 køer og 50 får skulle således bruge 90 tons hø pr. år! Dette har bl.a. været skaffet ved sætergårdsdrift.

Mindre vel stillede småbønder har måttet kombinere deres økonomi med jagt, fangst og fiskeri – i hav og på land.

HVORFOR FORSVANDT NORDBOERNE ???

Nordboernes bosættelse i Grønland hvilede på en spinkel balance mellem kultur og natur. Selv små ændringer kunne skabe problemer.

Nordboerne oplevede en forværring i klimaet: Det blev koldere i løbet af den tid, de var i Grønland. Samtidig voksede kravet om skatter fra konge og kirke i Norge. Måske medførte svigtende forbindelse med Skandinavien også mangel på grundliggende fornødenheder som tømmer og jern. Måske var befolkningen blevet så stor, at fødevareproduktionen blev for utilstrækkelig – eller naturen overudnyttet. Måske .... Der forskes stadig !

Det må bemærkes, at nordboerne jo var bønder, der supplerede deres økonomi med jagt og fangst på de samme dyr som eskimoerne. Når de ikke i en krisetid omlagde deres økonomi helt til jagt og fangst, så må det hænge sammen med, at deres redskaber og teknik hertil var eskimoernes langt underlegne.

MØDE MELLEM ESKIMOER OG NORDBOERE

Man kan af genstande fundet i eskimoruiner se, at der har været forbindelse mellem eskimoerne og nordboerne, men det er vanskeligt at sige, hvor megen kontakt der har været.

Man har tidligere forbundet nordboernes forsvinden med voldelige overfald af eskimoer, men dette kan nu afvises. Nordboerne er ikke forsvundet, fordi eskimoerne udryddede dem. Der må, som overfor fortalt, andre og mindre enkle forklaringer til.

LEVN: FORTIDSMINDERNE I DAG - HVAD SER VI ?

Der er i dag i Nordboernes Østerbygd, der dækker Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik kommuner, af Grønlands Nationalmuseum registreret lidt over 400 norrøne anlæg. En registrering betyder blot at stedet er kendt og antaget som ruin, ikke nødvendigvis at det er udgravet eller at det er sikkert, at det er en ruin.

Arbejdet med registrering pågår løbende. Nye opdagelser af anlæg bør derfor indberettes til det lokale museum.

De nordboruiner, der er fundet i Narsaq kommune, kan dateres fra den første landnamstid i slutningen af 900-årene helt op til nordboernes bosættelse ophører engang i midten af 1400-tallet.

De norrøne grønlændere har været emne for undersøgelser og udgravninger i mere end 250 år. Resultaterne af denne omfangsrige forskning kan ikke fortælles her. I stedet vil enkelte centrale emner blive trukket frem.

FORSKNING: HVOR VED VI DET FRA ?

Den første, der foretog nordboarkæologiske undersøgelser, var Hans Egede, som i 1723 sejlede ned langs Grønlands sydkyst i søgen efter de kristne nordboeres efterkommere. Han foretog udgravninger – bl.a. i Hvalsø Kirke – uden dog at blive klar over, at han faktisk var midt i nordboernes Østerbygd, som han antog lå på Grønlands østkyst.

Søgen efter kristne og efter Østerbygden på østkysten blev kendetegnende for undersøgelserne i næsten 100 år. Herefter blev det erkendt, at Østerbygden ligger i Sydvestgrønland, samt at det var nødvendigt at systematisere de hidtidige informationer. Denne holdning slog også igennem i feltarbejdet.

I 1880 undersøgte Gustav Holm “Julianehåb distriktet” og beskrev videnskabeligt 40 anlæg (i alt ca. 400 ruiner). Dette arbejde blev fulgt op af Daniel Bruun i 1894, som besøgte 83 anlæg. Han påbegyndte det nummereringssystem, der stadig er i brug i dag.

Fra 1920’erne og i 1930’erne var der en stor arkæologisk aktivitet, som dog blev afbrudt med krigen. Da den blev genoptaget herefter, var det især af enkeltpersoner, herunder C. L. Vebæk, der blandt andet undersøgte Landnamsgården i Narsaq.

I 1960’erne nødvendiggjorde den voldsomme udbygning af det grønlandske samfund et intensiveret fredningsarbejde, og antallet af kendte norrøne anlæg blev næsten fordoblet. Tilgangsvinklen til undersøgelserne ændredes. Fra at have koncentreret sig om de store, “klassiske” gårde og kirkeanlæg, så man nu på de mere beskedne anlæg, samt på kulturkontakten mellem eskimoer og nordboer, ligesom arbejdet stadigt bliver mere tværfagligt.

NORDBORUINER I NÆRHEDEN AF NARSAQ BY

I umiddelbar nærhed af Narsaq by findes 3 nordbogårdanlæg:

Ø 17 a ved “Royal Greenland”-fabrikken,

Ø 17 på kirkegården,

Ø 18 “Dyrnæs”.

Ø 17 a: Landnamsgård

Landnamsgården ligger bag ved ”Royal Greenland”-fabrikken, i umiddelbar nærhed af kulturhuset A-21, hvor museets Nordboudstilling kan ses. Anlægget omfatter omkring 10 bygninger, sikkert flere, idet nogle må være skredet i havet. Kun boligruinen er udgravet.

Boligen er et langhus: Oprindeligt med ét rum, senere udvidet til begge sider. I huset er flere kanaler, både til “dræning” af rummene for indsivende vand og til vandforsyning. Der har med andre ord været indlagt vand i huset.

Blandt en lang række spændende genstandsfund er en lille pind med runeindskrifter. Den type runer, der benyttes her, er de ældste, der er fundet i Grønland – fra omkring år 1000. Nogle af disse genstande kan ses i museets Nordboudstilling i kulturhuset A-21.

Ø 17: Anlægget på kirkegården i Narsaq

Anlægget her er ikke – og vil formentlig ikke blive – udgravet arkæologisk. De fund, der er gjort her, er fremkommet ved gravning af grave på kirkegården.

Fundene er gjort på det højeste sted på kirkegården. De iagttagelser, som Narsaq kommunes sjak har gjort under gravningen, tyder på, at man her har et boliganlæg: Der er fundet tegn på ildsted og en gryde. Ligeledes er fundet vævvægte og en hvæssesten – det må altså være et opholdsrum.

Daniel Bruun besøgte stedet i 1894. Han iagttog rester af 6 udhuse eller folde omkring kirkegården, og bemærker i øvrigt, at mange af udstedet Nordprøvens – altså Narsaqs – huse er bygget med sten fra ruinerne.

Ø 18: Gård med kirke: evt. Dyrnæs eller Hardsteinaberg

Kirken kan være den, der i islændingen Ivar Bårdsøns Grønlandsbeskrivelse fra omkr. 1350 kaldes “Dyrnæs”, til hvilken hørte “det største kirkesogn i Grønland”. Samme lokalitet kan også være det sogn, som i andre kilder kaldes ”Hardsteinaberg”.

Anlægget er ikke arkæologisk udgravet, og kun nogle af ruinernes funktion kan derfor fastslås.

Knud J. Krogh har dog gjort den iagttagelse, at når en kirkeruin er faldet sammen på den måde, som denne er, så er det en korskirke, altså en kirke med kor og skib. Kirker af denne type bygges især i Grønland i 1200-tallet.

I dette område – i behørig afstand af ruinerne – var 1956-85 hovedbasen for de geologiske undersøgelser af Ilimaussaq-intrusionen, herunder uranforekomsterne på Kvanefjeld. Denne lejr blev kaldet “Dyrnæs-lejren” og har især været med til lokalt at slå “Dyrnæs”-navnet fast i forbindelse med området.

GENSTANDSFUND

Langt størstedelen af de genstande, der er fundet i de norrøne ruiner, er i dag på Nationalmuseet i København. Det forventes dog, at en repræsentativ del heraf vil blive tilbageført til Grønland – og nogle forhåbentlig til de kommuner, de er fundet i.

BEVARING

Ruiner er historiske minder om fortiden og bør som sådanne bevares for nutid og fremtid.

De nedbrydes til stadighed gennem påvirkning fra omgivelserne, både fra naturen (frost, kysterosion, bevoksning, storme m.m.) og fra de besøgendes slid.

Det er derfor vigtigt at respektere ruinanlæggene for ikke at påføre dem ødelæggelse og fremme nedbrydningen.

Da fortidsminder er omfattet af fredningsloven er det desuden strafbart. Det er således forbudt at ødelægge eller fjerne noget fra en ruin.

FORTIDSMINDER ER FÆLLES ARV OG SKAL BESKYTTES !