NARSAQ BY I 1800-TALLET: HANDELSSTEDET OG FANGERLIV

Narsaq blev anlagt som handelsstedet “Nordprøven” i 1830. I begrundelsen for at lægge et handelssted her anføres bl.a. at der er gode byggematerialer i de mange “gamle norske rudera”, altså de norrøne ruiner i området. Ligeledes var havneforholdene gode til et handelssted, idet der var så dybt vand, at fartøjer kunne lægge til helt inde ved stranden. Der blev til handelsstedet opført de bygninger, der nu er del af Narsaq museum.

Udstedet Narsaq fungerede som handelsplads under kolonien Julianehåb (i dag Qaqortoq), d.v.s. afkøbte fangerne deres produkter, især spæk og skind, og solgte europæiske varer til dem, især kaffe, sukker, brød og gryn.

Før udstedet blev anlagt, var der ingen grønlandske bopladser på stedet. Grunden var, at vigen ved den nuværende “Gammelhavn” frøs til om vinteren, og man derfor ikke kunne komme ind til stedet med kajak. De første fangere bosatte sig i stedet ved “Sarqanguaq”, der betyder ’den jævne plads’. Stedet hedder stadig sådan – det ligger mellem fabrikken og atlantkajen.

Fangerne boede spredt på mindre pladser for ligeledes at sprede fangstområderne og sikre den enkelte størst mulige fangst-”opland”. Selve fangsten foregik i en fast årlig turnus, der i store træk så således ud:

·        Januar til marts: Fangst af netsidesæler; mindre fangst af grønlands- og remmesæler. Mange lomvier; fra februar hellefisk og hajer.

·        April til august: Klapmyds og netsider. En del edderfugle. Mindre godt fiskeri, men mange ammassætter (= lodder). Om sommeren – efter ammassættiden, d.v.s. hen i juni – flyttede man ud til fangstpladser ved yderkysten for at drive fangst på de store trækkende sæler, klapmyds og sortsider, hvis skind var de bedste til kajak- og konebådsbetræk. Kødet fra disse store sæler blev tørret til vinterproviant og spækket samlet i “spækposer” lavet af en “rundrenset” sæl (altså ikke opskåret. Selve sælens skind blev således en pose).

·        September til december: Efter hjemkomsten fra fangstøerne indsamles hø samt brændsel, som bruges til de allerede ved udgangen af 1800-tallet meget udbredte jernkomfurer. Megen fiskeri af hellefisk og torsk. Ræve-, hare-, rype- og lomviefangst. Fangst af småsæler.

I sommermånederne, når alle flyttede ud til yderøerne på fangst, var bopladserne næsten mennesketomme. Kun de ældre og enkerne blev tilbage. Det var deres pligt at tørre ammassætterne til vinteren. Af og til kom så kajakker fra fangstpladsen ind til dem med frisk kød og spæk.

Selve udstedet Narsaq omtales helt fra anlæggelsen som lidt af en “bondeidyl” – og ikke uden grund. Der har været holdt køer, får og høns – til eget forbrug og til videresalg. Lidt havebrug har der også været, især med kartofler og majroer/hvidroer.

NARSAQ BY I 1900-TALLET: EN VOKSENDE BY

Sælfangsten har som oftest været ret god i Narsaq og omegn, men begyndte at svigte i begyndelsen af 1900-tallet. Som erstatning måtte fangerne nu gå over til fiskeri, og tilsvarende begyndte handelsstationen indhandling af fisk.

I Narsaq blev oprettet et fiskehus til behandling af fisken i 1914, der lå, hvor det nuværende elværk ligger. Først indhandlede man hellefisk, senere gik man over til torskeindhandling. Fisken blev renset og nedsaltet i tønder til eksport.

Af denne grund begyndte folk at flytte til Narsaq fra de omkringliggende bopladser. Indtil begyndelsen af 1900-tallet boede færre end 100 mennesker på stedet (1855: 18 i byen, 73 i alt på bopladserne; 1870: 25 i byen; 1894: 83; 1919: 162), men omkring 1930 var antallet vokset til ca. 300.

I 1950’erne vokser byen hastigt: I 1952/53 anlægges den første moderne reje- og fiskefabrik i Sydgrønland i Narsaq. I tilknytning hertil bliver indrettet et lammeslagteri. Folk søger derfor til byen af hensyn til beskæftigelsen, ligesom de sidste bopladser bliver nedlagt for at sikre fabrikken arbejdskraft.

Elværk og vandværk opføres i forbindelse med fabrikkens drift. Børnehave og skole kommer til. Der opføres nye boliger til de mange tilflyttere, hvilket igen giver arbejde – især for tilflyttede håndværkere. En urbaniseringsproces er sat i gang, som er en del af hele det moderne Grønlands historie.

HISTORISKE SEVÆRDIGHEDER I BYEN

·        Museumsbygningerne ved Gammelhavn på Louisevej, bygget mellem 1830 og 1928.

·        Henrik og Malene Lunds Hus, Henrik Lundsvej B-430.

·        Skolekapellet, der nu er kontor og mødelokale for Narsaq Kommunes Børne- og Kulturforvaltning. Først opført ved Gammelhavn i 1907, af materialer fra den nedlagte missionærbolig i Qaqortoq (Julianehåb) fra 1835. I 1920 flyttet til sin nuværende placering (Kirkevej B-84).

·        Kirken, opført 1926-27 af tømrermester Pavia Høegh, Qaqortoq, efter egen tegning. Udvidet i 1981. Kirkegården blev oprettet på stedet allerede omkring 1833. Oprindeligt blev muren omkring sat af sten fra den nordboruin, der lå på stedet. Den nuværende mur er sat i 1953.

·        De to stenbyggede huse B-440 og B-441 ved Niels Bohrs Plads, der stammer fra 1930, hvor stenbyggeriet i Sydgrønland fik en renæssance.

·        Den tidligere udstedsbestyrerbolig (i dag lægebolig), opført af Pavia Høegh i 1936, byens eneste hus med mansardtag (Josefsvej B-60).

Forskellige bygninger i byen til sociale og administrative formål viser i sig selv byens udviklingshistorie. Prøv således at se på:

·        Den nuværende politistation ved Niels Bohrs Plads, der fungerede som kæmnerkontor (=kommunekontor) fra 1961 og frem til 1975, hvor kommunens forvaltning flyttede til den nuværende administrationsbygning ved Erik Egedes Plads. Bemærk størrelsesforholdene af disse to bygninger, der skulle varetage de samme opgaver.

·        Skolebygningerne: Oprindeligt foregik undervisningen i førnævnte skolekapel, der i 1920 blev flyttet fra Gammelhavn til Kirkevejen. I 1954 opføres en ny skolebygning i nærheden (Kirkevej B-146), der i dag er værksted for NIS-projektet (et beskæftigelsesprojekt for unge). I 1961 suppleres den med to skolebarakker (B-265 og B-266) der lægges ved siden af denne, og hvoraf der i dag kun er den ene tilbage. Den benyttes ligeledes som værksted for NIS-projektet. I 1967 bygges den nuværende skole, som senere er blevet yderligere udvidet.

BOPLADSER OG BYGDER

Mange mindre pladser i Narsaq kommune har været beboet gennem tiden, nogle kun kortere tid for hurtigt at blive forladt, andre ganske længe og med ret stor befolkning. Pladserne blev forladt af forskellige årsager: Nogle, når det blev for svært at klare sig i området; andre, fordi man ønskede de tilbud, som en større by kunne give. I 1900-tallet blev folk desuden forflyttet – mere eller mindre mod deres egen vilje. Således fandt man det nødvendigt i 1953/54 at nedlægge den store boplads Niaqornaq, der ligger på nordsiden af Ndr. Sermilik-Fjorden. Dette skete for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft til den nyoprettede reje- og fiskefabrik i Narsaq.

I dag er der kun tre større beboede pladser tilbage i kommunen, nemlig bygderne Igaliku og Qassiarsuk med deres omkringliggende fåreholdersteder, samt Sydgrønlands internationale lufthavn Narsarsuaq.

Igaliku

Af de nuværende beboede bygder i kommunen er Igaliku som grønlandsk bebyggelse ældst. I 1782 nedsatte den norskfødte købmand Anders Olsen (d. 1786) sig her som kvægholder sammen med sin grønlandske hustru Tuperna (d. 1789) og deres børn. Hans efterkommere, der tog navnet Egede, fortsatte med kvægavl ved siden af fangst og fiskeri. I 1900-tallet kom fåreavl til, som i dag er det vigtigste erhverv i bygden.

Tilbage fra Anders Olsens tid byggede man i Igaliku af sten fra nordboruinerne.

Bygden Igaliku ligger på samme sted, hvor nordboernes bispesæde Gardar var i middelalderen. Domkirkens tomter og mange andre ruiner fra nordbotiden er blevet udgravet og kan besigtiges.

Qassiarsuk

Blev fra starten anlagt som fåreholdersted, da Otto Frederiksen som den første i 1924 nedsatte sig her som fåreholder og landbruger. Hans familie fortsatte som selvstændige fåreholdere, ligesom andre flyttede til.

I Tasiusaq ved Ndr. Sermilik-Fjorden driver en gren af familien Frederiksen ligeledes fårehold.

Bygden Qassiarsuk ligger på det sted, hvor Erik den Røde i slutningen af 900-årene grundlagde sin bosættelse Brattahlid. Dengang opførte de kristne nordboere en lille trækirke på stedet, hvoraf der i 1999 blev opført en nøjagtig kopi. Tjodhildes Kirke skal i fremtiden blive til et valfartssted for kristne mennesker fra hele verden.

Narsarsuaq

Narsarsuaq er den yngste bygd i Narsaq kommune, anlagt i 1941 som den første amerikanske flyvebase i Grønland under navnet “Bluie West 1”. Basen var af strategisk betydning under 2. Verdenskrig, hvor den fungerede som mellemlandingsbase for amerikanske krigsfly på vej til Europas slagmarker. Rygterne om, at der også under Koreakrigen 1950-53 blev behandlet sårede soldater på flyvebasens hospital, er aldrig blevet officielt bekræftet eller afvist.

Amerikanerne forlod Narsarsuaq i 1958, og både basen og flyvepladsen blev nedlagt. Da passagerskibet ”Hans Hedtoft” forliste ved Kap Farvel i januar året efter, blev flyvepladsen dog genåbnet og skulle fremover fungere som udgangspunkt for isrekognosceringen i farvandene omkring Grønlands sydspids. Fra midten af 1960’erne kom den civile lufttrafik til, idet Sydgrønland pga. det voksende passagerantal nu havde behov for en egen lufthavn.

Beboerne i Narsarsuaq er stadigvæk idag hovedsageligt beskæftiget med lufthavnens daglige drift.