ESKIMORUINER I NÆRHEDEN AF NARSAQ BY

Der er som nævnt kun foretaget få eskimoarkæologiske undersøgelser i Narsaq kommune. Blandt de vigtigste ruiner, der er udgravet, er anlæggene på øerne Tugtutoq og Illutalik vest for byen på den anden side af Narsaq Sund. Disse er til gengæld blandt de største og allerfineste eksempler på grønlandsk neoeskimokultur og dertil repræsentative for de forskellige anlægstyper.

NEOESKIMOER: THULEKULTUREN

Thule-folket levede af det (isdækkede) hav, og hele kulturen er derfor indrettet på denne livsførelse.

Deres vigtigste fangstdyr var havpattedyr: Sæler, hvalrosser og hvaler, især den 70-100 tons tunge grønlandshval – men også rener, moskusokser, fugle og fisk har de jaget.

Deres jagt foregik fra isen eller fra kajak og umiaq (“konebåd”), og de har haft gode transportmuligheder ved brugen af hundeslæder.

Deres redskaber var store og kraftige i forhold til de tidligere eskimokulturer, hvilket netop var fordi de jagede så store dyr. De udviklede således den stærke, flerledede harpun, så den passede endnu bedre til fangst på havet.

De fremstillede deres redskaber af sten, ben og tand, ligesom de tidligere eskimofolk, men fandt også frem til andre materialer. Således brugte de i stedet for flintsten flade skifersten, der kan blive meget skarpe, men dog knækker let. Vigtigere var måske at de fandt på at bruge jern, som de hamrede (kolde) ud af nedfaldne meteorer.

Thulekulturens huse var runde, kantede eller kløverbladsformede med vægge af sten og græstørv og tag af hvalknogler, drivtræ eller flade sten. De har en smal, forsænket husgang, der fører ind i huset, hvis bagside er optaget af en forhøjet briks, hvor sengeskindene har været anbragt. For enderne af denne er små sidebrikse, hvor Thulefolkets store halvmåneformede spæklampe til opvarmning, lys og madlavning har stået.

NEOESKIMOER: INUGSUK-KULTUREN

Den rene Thulekultur, som den er beskrevet her, er stort set kun fundet i Thuledistriktet.

Efterhånden som folket spreder sig ned langs Grønlands vestkyst enten for at følge deres fangstdyr, eller fordi de blev for mange i det oprindelige område, så ændres og udvikles kulturen efter naturforholdene, dér hvor man kommer frem. Man kalder derfor denne videreudviklede Thulekultur ved et nyt navn: Inugsuk-kultur (efter det sted i Diskobugtområdet den først blev fundet).

Inugsuk-kulturen er ligesom Thulekulturen en havkultur der ernærer sig ved fangst af sødyr, men den er tilpasset det åbne vand. Det er derfor også Inugsukfolket, som forfiner kajakken til fuldkommenhed og tilpasser fangstredskaber og klædedragt til kajakken.

Iført en vandtæt skindanorak, hvis nederste kant snøres tæt om kajakringen, og placeret bag kajakstolen, hvorpå den sammenrullede fangstline kunne anbringes uden at blive bragt i uorden af bølgeslag, kunne Inugsukfolket drive kajakfangst i uroligt farvand og blev dermed mindre afhængig af isfangsten. De kunne derfor klare at bosætte sig i egne med åbent vand om vinteren og kom derfor helt ned til det sydligste Grønland. Herfra fortsatte de deres vandring op langs Grønlands østkyst.

Inugsuk-kulturens huse minder om Thulekulturens: De er runde eller afrundede med forsænket husgang og briks ved bagvæggen; undertiden er to eller tre huse bygget sammen med fælles husgang. Et nyt træk er, at der ofte i en lille udbygning på husgangen er et køkken, hvor man har haft bål, oftest af knogler og spæk.

Disse huse bebos om vinteren. Om foråret rykkede man ud til fangstpladserne ved yderkysten i telte. Disse telte var af sælskind, hvor det inderste var behåret med hårlaget vendt indad. Yderskindet var afhåret og vandtæt. Teltets skelet af drivtømmer bestod af en lodret forramme, hvorpå der var anbragt lange stænger, hvis anden ende hvilede på jorden. Teltet blev således lavloftet bagtil. Fortil var et dørforhæng, der bestod af sammensyede tarmskind, hvorigennem lyset kunne trænge ind i teltet. Teltets kant fæstes mod jorden med flade sten, og det er denne kantning der i dag ses som “teltringe”.

Sent på efteråret flytter man i hus igen, hvor man lægger nyt tag på huset. Tagene fjernes nemlig ved udflytningen om foråret for at huset efter vinterens brug kan blive renset ud i sommerens løb.

Omkring bopladserne findes gravene: Svære stenkister dækket med en større bunke sten, så der dannes en lille høj.

Inugssuk-kulturen ændres gradvist

I 1300- til 1500-årene kommer Inugsukfolket frem til nordboernes bosættelser: Vesterbygden i Nuuk-området og Østerbygden i Narsaq/Qaqortoq/Nanortalik-området. Her møder de en fremmed levevis. Om den noget usikre betydning af dette kulturmøde – se næste afsnit.

I 1600-tallet får de forbindelse med europæiske hvalfangere, der driver fangst i Davisstrædet. Disse bringer jernknive, glasperler, kridtpiber og andre ting af europæisk oprindelse med sig.

Samtidig ændres Inugsuk-kulturens vinterhustype fra enfamiliehusene til fælleshuse/langhuse af anseelig størrelse, hvor flere familier kunne bo sammen. Fra den smalle husgang kommer man nu ind i et stort rum, hvis bagvæg og sider beherskes af brikse. Hovedbriksen var inddelt med skindstrimler til familiebåse og foran hver bås stod på en stenplatform familiens spæklampe. Over disse hang stengryderne ned fra tørrehækkene.

Årsagen til denne ændring er stadig omdiskuteret. Nogle mener, at man byggede store rektangulære huse under indflydelse af nordboernes byggestil – senere af hvalfangernes ditto. Andre mener, at disse huse blev bygget, fordi man fik lettere adgang til drivtømmer. Andre igen betragter langhusenes funktion og kæder fremkomsten af dem sammen med en klimaændring, idet det er konstateret, at det blev koldere i Grønland i 1600-tallet, hvilket falder sammen med langhusenes fremkomst 1650-1700. Husformerne ændres således i takt med, at denne klimaændring får betydning for erhvervsmønstret langs kysten: Den medfører ændringer i fangstmønstret og de sociale forhold gennem fordelingen af fangsten og dermed også i måderne folk slutter sig sammen på. Samtidig bliver det nødvendigt at reparere kajakken indendørs om vinteren, hvortil enkelthusene er for små. Klimaændringen og de koldere temperaturer bruges også som begrundelse for, at det blev nødvendigt at rykke sammen simpelthen for bedre at kunne holde varmen.

Det grønlandske tørvemurshus, som det kendes fra 1800- og 1900-tallet, er en videreudvikling af fælleshuset. Det bliver mindre med tiden, får træbeklædning inderst og bebos efterhånden af kernefamilier, evt. udvidet med ældre slægtninge.

Lys- og opvarmningskilder ændres også: Der kommer jernovn og lamper med forskellige brændselskilder. Og hele indretningen ændres i takt med de generelle store forændringer af den grønlandske kultur.

MØDE MELLEM ESKIMOER OG NORDBOER

Man kan af genstande fundet i eskimoruiner se, at der har været forbindelse mellem eskimoerne og nordboerne, men det er vanskeligt at sige, hvor megen kontakt, der har været.

Man har tidligere forbundet nordboernes forsvinden med voldelige overfald af eskimoer, men dette kan nu afvises. Nordboerne er ikke forsvundet, fordi eskimoerne udryddede dem. Der må andre og mindre enkle forklaringer til.

Oprindeligt blev ideen om kontakt og konkurrence mellem eskimoer og nordboer afvist ud fra deres forskellige steder at bosætte sig på: Nordboerne levede som bønder inderst i fjordene, og eskimoerne bosatte sig som jægere og fangere halvvejs ude af dem, men ikke helt ude ved kysten. Men man ved nu – som det fortælles i nordboafsnittet – at også nogle af nordboerne ernærede sig ved jagt og fangst, og derfor også måtte bosætte sig halvvejs ude af fjordene.

LEVN: FORTIDSMINDERNE I DAG - HVAD SER VI ?

I Narsaq kommune er der af Grønlands Nationalmuseum i dag registreret omkring 80 eskimoanlæg (af omkring 2000 i alt i Grønland). En registrering betyder ikke nødvendigvis at anlægget er arkæologisk undersøgt, men blot at det er kendt.

Arbejdet med registrering pågår løbende. Enhver oplysning om hidtil uregistrerede anlæg bør derfor indberettes til det lokale museum.

De eskimoiske ruiner, der er fundet i Narsaq kommune, dateres til perioden mellem midten af 1300-tallet og slutningen af 1700-tallet. De er levn fra den neoeskimoiske Inugsuk-kultur og grupperes efter deres type: Enkelthuse fra 1350-1650, fælleshuse fra 1600-1700. Herefter bliver husene mindre, men beholder fælleshusenes rektangulære form.

Der er måske fundet enkelte spor efter de to forhistoriske (palæoeskimoiske) eskimokulturer – Saqqaqkulturen og Dorsetkulturen – i kommunen, men disse er endnu ikke udforskede.

FORSKNING: HVOR VED VI DET FRA ?

Den største arkæologiske aktivitet har i Narsaq kommune beskæftiget sig med nordbolevnene frem for eskimolevnene.

Eskimoarkæologiske undersøgelser er fortrinsvis foretaget af Therkel Mathiassen (1892-1967) i 1934, medens der fra slutningen af 1970’erne har været en del rekognoscering uden egentlige udgravninger. Dette hænger sammen med de store økonomiske udgifter forbundet med arkæologisk arbejde snarere end med mangel på interesse.

ESKIMORUINER I NÆRHEDEN AF NARSAQ BY

Der er som nævnt kun foretaget få eskimoarkæologiske undersøgelser i Narsaq kommune. Blandt de vigtigste ruiner, der er udgravet, er anlæggene på øerne Tugtutoq og Illutalik vest for byen på den anden side af Narsaq Sund. Disse er til gengæld blandt de største og allerfineste eksempler på grønlandsk neoeskimokultur og dertil repræsentative for de forskellige anlægstyper.

Anlægget “Tugtutoq Isua”

Eskimoanlægget på nordspidsen af øen Tugtutoq blev første gang omtalt i litteraturen i 1912 i forbindelse med en zoologisk ekspedition under ledelse af K. Stephensen. I 1934 blev det udgravet under ledelse af arkæolog og antropolog Therkel Mathiassen.

Anlægget består af et centralt beboelsesområde til brug om vinteren og et område med teltfundamenter, der ligger mere spredt på ydersiderne af en lille halvø ud mod sundet. Den centrale del består af 24 vinterhuse, 1-2 teltfundamenter og en del forrådskamre/kødgrave. I området ved stranden er der ligeledes forrådskamre og grave foruden teltfundamenterne. Bebyggelsesområderne er ”forbundet” med to rækker hoppesten (“nangisset”).

Centralområdets vinterhuse, hvis rester vi ser i dag, har ikke været beboet samtidig:

De små, runde vinterhuse er den ældste bebyggelse, brugt fra ca. 1350 indtil ca. 1650. Husene er bygget med tykke mure af tørv og sten og en dyb, flisebelagt husgang – oftest med en lille udbygning på siden, der har tjent som køkkenrum. Madlavningen her er foregået med brændsel af enten spæk eller ben. Disse små huse kan være bygget sammen to eller tre.

Denne type bebyggelse hører til den eskimokultur, der kaldes “Inugsuk-kultur”, en videreudvikling af Thulekulturen. Begge beskrives i museets udstilling.

Blandt forrådskamrene, der hører til den tidlige bebyggelse i centralområdet, er et usædvanligt langt – 9 meter – kantet med og dækket af sten. Det tolkes som opbevaringssted for hele sæler.

De rektangulære eller trapezformede vinterhuse er fra mellem 1600- og 1700-tallet. Det yngste, store og rektangulære hus fra omkring 1800 er placeret østligst i anlægget.

Disse lang- eller fælleshuse er bygget på samme måde som de tidligere med husgang og flisebelagt gulv. I den forreste del af huset har været små vinduesnicher.

Teltfundamenterne ved stranden er solidt og omhyggeligt bygget, og er sikkert blevet brugt år efter år.

Antagelig har beboelsens indbyggere foretrukket at bo “udendørs” om sommeren og nær fjorden med de gode muligheder for sælfangst.